HVIS TRÆPÆONEN BLIVER SYG

Træpæoner - ikke mindst de japanske - kan blive angrebet af skimmelsvampe som Botrytis og Cladosporium , som gemmer sig i visne blade og beskadigede plantedele.

Man opdager det typisk ved, at nogle skud visner og bliver grå, eller ved at enkelte friske skud og blomsterknopper pludselig hænger slapt ned uden anden årsag. Tjek det specielt om foråret i perioder med meget regn.

Løsningen er at klippe tilbage - helt ind i sundt væv, og at smide det syge materiale i beholderen til affaldsforbrænding. Ikke på komposten eller på jorden, hvor fra svampene bare går i nyt kredsløb.

Angreb ses især i haver tæt på havet og i andre områder med forhøjet luftfugtighed. Der giver fugten nemlig svampene god tid til at lade deres små snabler vokser ind i plantens væv.

Heldigvis kan man forebygge ved at fjerne alt vissent løv og andet dødt materiale ved træpæonen løbende. En nem ting at praktisere, og kun hyggeligt at nusse lidt om fine planter.

Hvis hele planten rådner
Der sjældne mikroskopiske svampe, som kan angribe træpæoner fatalt, og uden at der er noget at stille op. Men en langt mere sandsynlig årsag til den slags dødsfald er sjask våd jord. Om vinteren frem for alt.

Forklaringen er, at træpæoner stammer fra områder i Kina med udpræget vintertørke eller hvor der er effektivt drænende jordbund. De vokser fx ofte på steder med en del grus af forvitrede klipper.

Det nærmeste, man kan gøre i Danmark, er at plante dem i forhøjede bede eller på skrånende terræn, hvor vand umuligt kan samle sig, og hvor svampene derfor ikke har livsbetingelser til at få kloen i planten.

Lidt grus i jorden, så den holder sig en smule åben, kan være fint - men planten skal bestemt ikke tappes for alt vand i forårstiden, hvor væksten faktisk kræver god fugtighed. Derfor hellere et forhøjet bed end bjerge af grus under rødderne.

Rhododendronbede med masser af spaghnum er selvsagt en dødsfælde for træpæoner. Både på grund af fugtophobningen og den lave surhedsgrad.