Der skal gro noget markant og eksotisk i store kar, baljer og krukker. Noget der virkelig tåler at blive fremhævet, som netop træpæoner.

Der bliver markante skulpturer ud af former, som ellers ikke er påtrængende. Bladenes særlige elegance falder endnu mere i øjnene, og blomsterne på mange af sorterne ses i en bedre vinkel.

Kineserne har praktiseret dyrkningen i kar i umindelige tider, særligt for træpæoner med asymmetrisk vækst, der står flot og bonsai-agtigt som på en scene for sig selv.

Den ophøjede position giver også effektivt dræn, som holder rådsvampe fra rødderne i de våde vintermåneder. Vintervåd jord vil, ligesom sur og meget sandet jord, forkorte træpæonens liv betydeligt.

Brug fx en oversavet vintønde som kar. Bor nogle pænt store huller i bunden, så vand kan sive ud, og fyld op med lige dele lerholdig havejord, gammel nedbrudt kompost/bladmuld, og en femtedel grus eller skyllede Leca-ærter oveni.

Mange eksotiske planter får nemt frostskader ved at overvintre ude i kar, men erfaringen med træpæoner er god.

Kinesiske træpæoner hævdes at tåle minus 25 grader generelt - nogle dog kun minus 15 eller mindre - og de klassiske herhjemme har klaret selv helt ekstreme vintre under 2. verdenskrig, hvor kun enkelte af de såkaldte suffruticosa-pæoner døde. Andre stod interessant nok helt uskadte - et tegn på at synderen var solsvidning i frostvejr, ikke kulden alene.

Et eksempel på en lidt mindre frosttolerant træpæon er Paeonia ludlowii - den gulblomstrede her til højre - som kan springe blomstringen over efter en hård vinter eller ligefrem dø på udsatte steder. Tjek før vinteren, at der er frit dræn gennem karrets bundhuller.

Netop for denne art bør et kar beskyttes med et godt lag luftig kompost om vinteren, eller karret kan vippes op på en sækkevogn og ind i drivhuset. Risikoen for frostskader gælder især blomsterskuddene og er størst efter et efterår med lang tids lunt vejr - som vi har haft mange af i nyere tid. Så tøver planten med at gå i dvale, ja kan endda være på vej til at blomstre lidt igen, og rammes derfor stærkere af pludselig hård frost. Faregrænsen i kar ligger øjensynlig omkring 15 graders kulde, uanset mange kilders oplysninger om langt større hårdførhed.