Plant i september eller oktober, sådan at de bar-rodede planter på forhånd er bestilt hjem, uden hverken potte eller jord om rødderne. Den nye rodvækst går straks i gang efter plantningen, så vent ikke længere end nødvendigt.

Plant kun i nødsfald om foråret, fordi rødderne så ikke kan nå at få forspring før væksten begynder over jorden. Undgå at købe planter, som står i potter med slasket halvrådden sphagnum.

Vælg en placering hvor havejorden ikke bliver mættet af vand om vinteren, fx et forhøjet bed holdt på plads af en række sten eller på skrånende terræn. Vintervåd jord giver nemlig råd-svampe gode chancer for at trænge ind i rødderne.

Tilsyneladende er det forhøjede bed bedre, end hvis man dræner jorden med et lag af grus under rødderne. Måske fordi gruset i modsætning til forhøjningen suger forårs-fugtigheden ud af jorden. Det kan træpæoner ikke lide lige før de skal blomstre. 

Plantestedet bør ligge lunt og i læ med fuld sol til nogen skygge, eventuelt så tæt på huset eller noget andet skyggefuldt, at solen ikke kan skinne på skuddene om morgenen i det tidlige forår. Ellers kan de tidligst blomstrende træpæoner få frostsvidninger, som svarer til frysetørring.

Den rigtige jord
Almindelig dybmuldet havejord er som nævnt helt fin. Ikke noget med sur rhodododendron-jord eller tung lerjord. Plant heller ikke på for sandet jord, som dårligt kan bevare sin fugtighed.

Grav plantehullet ud til 60 centimers dybde og 50 i bredden. Læg samtidig mærke til, om jorden virker kompakt og svært gennemtrængelig for vand og luft. Det kan der nemlig gøres noget ved, før man hælder den smuldrede jord tilbage i hullet igen. Det klares ved at iblande nogle skovfulde groft grus eller Leca-ærter.

Allerførst skal plantehullet dog lige fyldes med vand til randen, som får lov at forsvinde igen af sig selv. Så suger omgivelserne nemlig ikke straks fugtigheden væk fra den nye plante.

Hæld dernæst jorden tilbage i hullet og tilsæt i samme arbejdsgang nogle skovlfulde godt nedbrudt gammel kompost eller kogødning - eller alternativt et par håndfulde hornspåner. Hvis man ikke kan skaffe nogen af delene, kan man hente bladmuld i naturen fra laget under de øverste visne blade. Igen: Det skal være godt nedbrudt materiale, ikke frisk.

Helt tæt ved rødderne skal man dog ikke blande noget i. Det er bedre at rødderne selv finder vej, end at de mases ind i gødning, der måske er for frisk.

Til sidst skal jorden trykkes kærligt sammen om planten, ret fast men uden at trampe eller skade rødderne, og man slutter med en gennemvanding, som får jorden til at lægge sig helt tæt omkring de enkelte rødder.

Den rigtige plantedybde
Plant så dybt, at det fortykkede podested på rodhalsen kommer 15 centimeter ned i jorden - forstået som dybden efter at jorden har sat sig nogle uger efter plantningen.

Man skal altså plante tilsvarende højere, oftest 3-5 centimeter. Selvom man på den måde får en midlertid mini-høj om planten, kan man godt vande. Læg blot en lille midlertid jordvold om stedet, indtil det er sunket på plads.

Nogle gange kan en meget lang rod være i vejen ved plantningen. Så må man grave lidt ekstra ud til den eller klippe den af - hellere end at bøje roden. Ellers kan rodens karstrenge blive vredet kvælende hårdt sammen.

Man hører til tider pæon-dyrkere diskutere, om planten også bør placeres på skrå i jorden, for at den nemmere kan sende nye skud op fra hvilende "øjne" over podesteder. Det skulle være en fordel for de japanske træpæoner. Derimod skulle det være lige meget for de stærktvoksende amerikanske lutea-hybrider og for de bedst forgrenede kinesiske typer.

Unge planter på kun ét år vil i øvrigt tit være så små, at de ikke kan nå op over jorden fra skrå stilling. Podestedet skal jo 15 cm under overfladen. Under alle omstændigheder er det smart at mærke stedet med en pind, indtil væksten ses tydeligt om foråret.