KØB AF TRÆPÆONER |
![]() Store plantecentre kan have et rimeligt udvalg, men man får næppe samme vejledning, som det er muligt hos specialister. Bemærk at i forårssæsonen sælges der masser af træpæoner, som man tror vil blomstre samme forår, men hvor der faktisk ikke er blomster i skuddene. Det lykkes kun for planter med tydeligt svulmende knopper for enden af skuddene. Ellers vent hellere til efteråret og køb bar-rodede planter, som kommer meget bedre fra start. Planteskolernes fortrin frem for nethandlerne er, at kunden kan være heldig at se sin træpæon i blomst om foråret før købet. Det er typisk muligt lidt før den normal blomstringstid i maj-juni. Blomsterne bliver større, end man ser dem i planteskolen, når planten er fuldt etableret efter nogle år i haven.![]() Kig efter at planten ikke står i en potte med halvrådden spaghnum og ikke har tabt saftspændingen. Begge dele er et rigtig dårligt tegn for rødderne. Pottede planter kan i princippet plantes når som helst, som det er lykkedes for planten her til højre, bare pottejorden er sund. Men det optimale er altså efteråret og at købe bar-rodede planter i god tid før sne og frost binder jorden.
Bid mærke i, at der er flere typer af træpæoner, jævnfør artiklen om de bedste typer. Der er gode sorter i alle lejre, men det er som oftest japanske træpæoner, lutea-hybriderne og rockii-hybriderne, man vil overveje. Købe store planter på mindst to-tre år, hvis tegnebogen kan overleve det. Ellers varer det lidt længe, før væksten rigtig bliver imponerende. Hvis man vil klare indkøbet ved computeren, er det ganske simpelt at bestille de nævnte bar-rodede træpæoner hjem i september-oktober, hvor man kan få dem tilsendt fra store dele af verden uden jord eller potte. Mange forhandlere sender også gerne et overskueligt katalog med posten, inklusive besked om typernes forskellige fortrin. Ved søgning på nettet blandt de tyske forhandlere skal man bruge betegnelsen Strauch-Pfingstrosen for træpæoner, på engelsk hedder det tree peonies og fransk pivoines, men den store franske forhandler Pivoines Rivière og flere kinesiske forhandlere har engelsksprogede hjemmesider.
Perfektionistens løsning Kryds bare alt for mange drømmeplanter af, men tjek derefter hvilken type de hører til og få udvalget indsnævret til de bedste af de bedste. Det tjekker du på den fremragende hjemmeside lige her.
Afgiv bestilling sidst i august eller i begyndelsen af september, så du får bar-rodede planter hjem uden hverken jord eller potter. Det kan tage uger, så vente ikke. Der skal også helst plantes straks ved modtagelsen.
Følg derefter blot anvisningerne i artiklen Når der skal plantes. |