J-O MIDDELHAVSPLANTER FOTOGALLERI

Klik for større billede.

Jacaranda mimosifolia, mimose-jakaranda. Et af de smukkeste træer sydpå, dækkes helt af blåviolette blomster - som man må undvære i Danmark, hvis ikke man tryller stærkt med lys, luftfugtighed og beskæring. Beskæring er nødvendig for en rimelige træform, men sætter hele tiden planten tilbage. Løvet er smukt til det falder om efteråret.

Jathropa integerrima, pugernød. Lysende røde blomster med orange støvdragere hele året. Mindst 10 grader vinter, også fin stueplante. Klippes tilbage sidst på vinteren.
Jathropa podagrica, podagra, også lysende blomster, opsvulmet basis, figenagtige blade.

Kaktus er særdeles egnede til kølig udestue, hvor de om vinteren ved 5-12 grader udvikler blomsteranlæg i mængde. De står meget gerne ude i sol om sommeren. Billedet viser den klatrende og stærkt vanilleduftende Selenicereus grandiflorus, nattens dronning. Mange kaktus er havemulighed i egne med lun vinter, se www.bennyskaktus.dk.

Lagerstroemia indica. Rigtblomstrende lille træ med smuk bark, uhyre populært sydpå. Flere sorter er også havemuligheder i egne med lun vinter i Danmark: 'Hopi', 'Tuskegee' og 'Natchez'. Plant dem meget solrigt, gerne med genspejling fra ruder eller et lys mur.  Mange sorter døjer med meldug.

Lantana camara-hybrid, ildkrone. Blomstrer usædvanligt rigt og længe med tofarvede blomster i glade kulører. Kan udplantes for sommeren i en netkurv og tages ind for vinteren.

Laurus nobilis, laurbær. Velkendt nobel busk, der nemt hæver sin omgivelser mod det mere fornemme. Findes også i en levende gulgrøn bladfarve. Havemulighed i egne med lun vinter.

Leptospermum scoparium, rosenmyrte. Kønne blomster i mange uger - især de enkle former! Nåleformede blade. Undgå kalkholdigt postevand.

Lithodora diffusa 'Heavenly Blue', bjergstenfrø. Krybende lav busk med usædvanligt klar himmelblå blomsterfarve, længeblomstrende især forår. Fremragende udplantet i drivhus. Undgå kalkholdigt postevand. Havemulighed i egne med lun vinter, i hævet bed.

Magnolia grandiflora, storblomstret magnolie. Imponende kæmpeblade og -blomster. Havemuligheder der tåler vinteren, men ikke morgensol om foråret. Enkelte sorter er ekstremt frosttålende og tilmed særligt villigt blomstrende: 'Samuel Sommer', 'Bracken's Brown Beauty' og den langsomtvoksende 'Little Gem'. Plant et sted med skygge for vintersolen, da bladene kan svides af frysetørring indtil planten er veletableret. Undgå kalkholdigt postevand.

Metrosideros exelsa, New Zealands juletræ. Nem og køn med blomster af lutter støvdragere og grågrønne, ovale blade. Undgå kalkholdigt postevand. Skulle være en havemulighed i egne med lun vinter.

Mimulus aurantiacus, abeblomst. Meget rigtblomstrende og iøjnefaldende orangegul. Busk fra klippeområder - ikke til fugtig jord som de mere urteagtige Mimulus. Havemulighed i egne med lun vinter, bedst i hævet bed for drænets skyld.

Musa acuminiata, dværgbanan. Frodig, kun halvanden meter høj plante. Kræver varme - om vinteren mindst 12 grader, og 16-20 grader hvis den skal kunne sætte frugter efter 2 år. De meget store tropiske banansorter kræver tilsvarende varm vinteropbevaring.

Musa basjoo, japansk fiberbanan. Havemulighed i egne med lun vinter, men i læ - blæst flænser nemt bladene. Bananer udvikles ikke udendørs. Sætter mange rodskud, der kan lempes op og foræres væk.

Myrtus communis, almindelig myrte. Yndefulde duftende blomster og blade. Længeblomstrende. Velsmagende bær. Havemulighed i egne med lun vinter.

Nerium oleander, nerie. Her en af de mest kuldetolerante sorter 'Hardy Double Yellow'. Nerier er populære for deres elegante duftende blomster og slanke blade. Præsentabel i en stor krukke, når de er vokset til i sol og varme, dog køligt om natten. Fyldte blomster kan pga. deres vægt komme til at hænge nedad. Flot udendørs om sommeren, men kolde perioder hæmmer blomstringen. En af de giftigste planter. Havemulighed på lune steder i de luneste egne.

Nerium oleander, almindelig nerie. Der findes også røde, pink og hvide former. Særligt kuldetolerante: 'Hardy Red' og 'Hardy Pink' og den ovennævnte gule. Værd at forsøge i storbyer og til 5-10 km fra havet. Bladene falder ved ca 9 graders frost og planten dør ved ca. 11,5 graders frost. Hvis de fryser tilbage forsinkes blomstringen, da nerier ikke blomstrer fra nye skud, men gamle.

Olea europaea, oliven. Lille træ med megen personlighed og kølige grønne toner. Særdeles fin at plante i et gulvhul med jordforbindelse i udestuen eller i overdækkede butiksgader o.l.

Orkideer er særdeles egnede til udestuer, og der er et pænt udvalg også til kølige forhold - liste her. Orkideer kan om sommeren evt. stå ude eller hænge i et svalende frugtræ. På billedet et det Coelogyne cristata, snedronningeorkideen, som kortvarigt klarer helt ned til 2 grader. Den er desværre ret sårbar ved ompotning, så når dens tremmekurv med tiden bliver for mør, sætter man hele kurven med ned i en ny og større kurv i stedet for at forstyrre rødderne. Læs mere hos Dansk Orchideklub.

Til P-R Middelhavsplanter fotogalleri