Kort og godt anses de bedste træpæoner for at være

• lutea-hybriderne
• rockii-hybriderne
• japanske træpæoner

Sidstnævnte kan evt. drille på steder med høj luftfugtighed.

Hver af dem findes i talrige sorter.

Der er også fine sager i andre kategorier, fx de klassiske europæiske sorter, den såkaldte suffruticosa-gruppe. 

Derimod skal næppe satse alt på andre kinesiske træpæoner end rockii-hybriderne. Nogle af dem har tendens til frostskader i det tidligste forår, råd i blomsterne af vådt vejr eller rådne rødder i vintervåd jord.

Træpæoner er ofte mærket med, hvilken type de hører til, så her er besked om fordele og ulemper ved de enkelte. Og til sidst lidt om de vigtigste vilde arter.

Suffruticosa-gruppen kom først
Denne gruppe består af de klassiske, århundredgamle træpæoner i Europa - mest fra Frankrig. De bliver 1 til 2 meter og er lidt højbenede i væksten, med en sart og frugtagtig duft fra blomsterne. Bladene er lysegrønne med dybt indsnittede, tilspidsede blade.

Det var de første planter fra Kina, man udviklede på - eller blot gav nye navne - fra omkring 1797-99. En ny bølge kom halvtreds år senere, og ingen havde styr på planternes forfædre blandt naturens vilde arter.

Gruppen blev hurtigt større, fordi man krydsede planterne i håb om at skabe nye værdifulde sorter. Det stod især det franske ægtepar Victor og Emilie Lemoine for. Man indkrydsede blandt andet den gulblomstrede vildart Paeonia lutea, som gav afkommet mere gulorange toner.

Der var én hage ved alt dette: Planterne havde fortsat fyldte blomster - for ikke at sige overfyldte - ligesom deres kinesiske ophav. I Europas fugtige vejr betød det desværre skader på blomsterne, ligesom mange hang noget nedad på grund af vægten.

Så overhalede japanerne
Godt tusind år tidligere end europæerne var også japanerne gået i gang med kinesernes suffruticosa-favoritter, men på mere radikal vis. Fra det 8. århundrede tog de det lange seje træk med at ændre de overfyldte kinesiske blomster til ren og enkel japansk æstetik.

Resultatet blev ganske vist stadig planter af suffruticfosa-typen, men nu med enkle eller halvfyldte blomster af stor charme, i lidt flere farver, og med finere og tyndere blade. Samtidig var de nye planter mere tolerante over for et fugtigere klima end Kinas, og dermed også bedre i europæiske haver.

Årsagen til forbedringen var ikke mindst de enkle blomster. Fyldte blomster holder nemlig på regn og fugt, hvorved rådsvampe hurtigt får fodfæste.

Der er et enormt udvalg af flotte japanske træpæoner, men duften er gået tabt i avlsarbejdet for først og fremmest at skabe skønhed og robusthed.

En anden bagdel - i forhold til de moderne sorter nedenfor - er at japanske træpæoner stadig har tendens til at få svampeangreb i haver med høj luftfugtighed, fx tæt på havet. Forebyg det ved løbende at samle alle visne eller sårede dele af planten og læg dem i beholderen til affaldsforbrænding.

Angreb viser sig især tidligt på sæsonen, ved at hele skud visner og bliver grå eller pludselig hænger slapt ned. Skær straks tilbage til ind i sundt væv.

Revolution: Lutea-hybriderne
Egentlig blev de første lutea-hybrider skabt i Europa - fx "Souvenir du Maxime Cornu" som ses i artiklen efter denne. Men revolutionen brød først rigtigt igennem efter første verdenskrig, da professor Arthur Percy Saunders tog fat i USA. Han fik senere følgeskab af den abstrakte billedkunster Nassos Daphnis og andre,

Konceptet var at krydse vildarterne Paeonia delavayi og Paeonia lutea og deres afkom, til dels viderekrydset med Lemoine-pæonerne fra Frankrig, for at få relativt høje træpæoner med et væld af blomsterformer og farver, ikke mindst mange utroligt smukke gule. De fleste dufter fint og frugtagtigt.

Det er i denne gruppe af træpæoner, man skal sikre sig flotte og driftssikre, moderne planter af stor livskraft. Blomsterne virker også mere faste i vævet end de ældre typer.

Det vil dog være synd kun at satse på amerikanske lutea'er - som også er forholdsvis dyre. Der er absolut mageløse planter i alle grupperne.

Krydsninger af staude- og træpæoner
I 1949 lykkedes det japaneren Toichi Itoh at krydse en staudepæon med en træpæon-hybrid og flere fulgte efter. Også her var det amerikanerne, som tog over. Resultatet blev forholdsvis lave planter på knap en meter, med pragtfulde blomster, smukke blade og mere robuste end nogen af forældrene.

De blomstrer længere hen mod sommeren og er kun træagtige nær jorden, så de visner stort set helt ned hver år.

Rockii-hybrider
Endnu en generation af nye krydsninger er kommet til i de senere år, hvor omdrejningspunktet er den oprindeligt kinesiske træpæon Paeonia rockii. Den er i sig selv en stor og stærk busk i vores klima og omtalt nærmere herunder.

Ud over robusthed og blomsterfarver fra hvid til rosa, har nogle af krydsningerne nu også fået røde farver.

Vigtige vildarter
Paeonia rockii synes ikke med sikkerhed at være en ren art, men stammer fra frø fra en have i den sydlige del af Gansu-provinsen i det centrale Kina, fundet af en amerikaner i 1926.

Man kan undre sig over, hvorfor rockii så er officielt udråbt til at være en art i dag, men der er jævne overgange mellem mange plantearter i det enorme landområde, som Kina er, og at man fandt det altså værd at hædre dens opdager, amerikaneren Joseph Rock. Der har været tilsvarende usikkerhed om vildarter og overgangsformer for andre berømte kinesiske planter, fx kameliaer. Det er en stor og kraftig træpæon på 1,5 til 2 meter, med smukt løv helt ned til jorden og holdbare blomster, som svæver flot over løvet selv i tunge regnbyger. Blomsten er tidlig, og op til 22 centimeter bred, renhvid eller rosa og med let duft.

Paeonia delavayi kan også blive 1,5 til 2 meter i højden, men har en mere langstrakt og luftig vækst, hvor de 8 centimeter brede blomster kan gemme sig noget i det lysegrønne løv. Blomsterne er tidlige og svinger i farve fra mørk mahogni til blodrød eller orange. Duften er
liljeagtig.

Paeonia ludlowii er træpæonernes kæmpe på op til 2,5 meter, med en yderst let, yndefuld og bred vækst, og kønne gule blomster på 5-8 centimeter. Frosttolerancen er imidlertid ikke helt i top (som uddybet nederst her), og man kan se blomstringen svigte efter hårde vintre. Til gengæld kan man glæde sig over lidt genblomstring.

Paeonia lutea, som også ses kaldt P. delavai var. lutea, fås normalt
ikke i handelen, men skal nævnes for artens væsentlige indflydelse på en stor del af alle de ovennævnte krydsninger. Den er 1 meter høj med 5-6 centimeter brede og citronduftende, sene blomster. Planten danner rodskud omkring sig og er kun træagtig nær jorden, så den visner praktisk taget helt ned hver vinter.