Mange kender Alexandre Dumas' roman fra 1848 Kameliadamen og skuespillet af samme navn bedre end kameliaplanterne - foruden Guiseppe Verdis opera La Traviata fra 1853, som er bygget over samme handling. Men kameliaernes historie kan føres tilbage til i hvert fald 1200-tallets Kina, hvor det imidlertid ikke blev til det store med forædlingen af nye varianter i form og farve. 

Kina lægger ellers jord til tre fjerdedele af de over 200 vilde kameliaarter, og Kina er fælles med Japan og Korea om den populæreste art hvad blomster angår Camellia japonica. Men kineserne var i gammel tid ikke vilde med struttende åbne blomster og kraftige støvdragere. De var meget gladere for bambus, krysantemum og træpæoner, og det var et spørgsmål om moral.

For frække blomster

Problemet var - undskyld - at blomsternes formeringsorganer stod så lige ud i luften, at ordentlige mennesker måtte slå blikket ned. Kineserne forædlede derfor kun blomsterne til fyldte og flagrende varianter, hvor støvdragere og den slags holdt sig pænt i gevandterne. Derfor blev det ikke kineserne men japanerne, der fra slutningen af 1300-tallet begyndte at udvikle de mere enkle og stramt æstetiske blomstertyper, som vi foretrækker i dag. Derunder Higo-typen, hvor støvdragerne er et nærmest storskrydende kuglefyrværkeri.

Japanernes Shinto-religion med rødder tilbage til år 720 har også en særlig rolle til kameliaer: Det er i deres blomster guderne bor under besøg på jorden.

Fra ca. 1600 til sidst i 1800-tallet var ikke mindst samuraierne særdeles entusiatiske kamelia-samlere, men omkring deres nedgangstid blev det skik at plante kamelia på kirkegårde, så interessen for at dyrke dem på andre måder i Japan gik tilbage.

Te og oliefremstilling

Mens kineserne i gammel tid ikke skelede for meget til kameliablomster, så drak de til gengæld te og fremstillede store mængder olie af kameliaer til madlavning, hårpleje og smøring. Olien blev udvundet af frøkapsler fra to andre kameliaarter, Camellia oleifera og Camellia sasanqua - en yderst fin olie meget lig Europas olivenolie.

Teens historie

Legenden fortæller, at det var herskeren Shen-nung i Kina, som opfandt teen godt 1700 år før Kristus. Han drak altid kogt vand på sine rejser, men en dag var såmænd faldet et vissent teblad ned i koppen.

En anden legende har styr på både tebuskens oprindelse og teens opkvikkende virkning:

Den Zen-buddhistiske asket Bodhidharma, som var den første patriark (i Japan kaldet Daruma), kom efter tre års meditation over Buddhas lære for skade at falde i søvn et øjeblik, og drømte om så kødelig kærlighed, at han bagefter skar sine øjenlåg af og kastede dem væk.

Det var ligegodt for helligt, mente Buddha, så han lod Bodhidharma falde i søvn igen og nye øjenlåg vokse ud. Men dér, hvor han  smed sine øjenlåg, voksede den første tebusk frem. Med blade formet som to sammensatte øjenlåg, og med guddommelig opkvikkende virkning, hvis man skulle være på nippet til at falde i søvn.

Den japanske te-ceremoni

Blomstrende kameliaer er en del af japansk æstetik og kultur ligesom teen, der kom fra Kina omkring 1200-tallet. Kameliaer spillede bla. en rolle som dekoration ved den oprindelige traditionelle te-ceremoni Cha-no-yu, der praktiseres endnu. Selve navnet betyder varmt vand til te, men også teens vej, og ceremonien er stiliseret til mindste detalje, med harmoni, respekt, renhed og indre fred som formål.

Få gæster ad gangen ankommer ad trædesten gennem en enkel forhave, kaldt rojo, "den duggede jord", til en hvilehytte, hvor man venter på at blive budt ind i selve te-rummet af en særlig temester eller værtinde, en geisha, som i er i livslang uddannelse på sit felt, inklusive blomsterdekoration, dufte, keramik og adskilligt mere. 

Indgangen er en lav dør, næsten kun et hul, hvor man må bukke sig ydmygt for at passere. Rummet er trods sin beskedenhed og skrøbelighed af fornemme materialer og pinligt rent. Atmosfæren er kultiveret armod med kun ét billede på væggen, én blomst i vase, og hver farve kun brugt én gang, men alt omhyggeligt afstemt. Man føler sig afsondret fra tiden og verden.

På en ild af trækul snurrer en gammel, ærværdig jernkedel, ofte med indlagte metaldele, så lyden giver mindelser om fjern havbrusen, sommerregn eller vind gennem fyrretræer. Gæsterne stemmes poetisk til renselse og selvbesindelse, til at være helt til stede i nu'et.

Ceremonien er med tiden blev til mange varianter, også korte, men kan vare op til fire timer, hvor gæster og vært forventes at være i samtale spirituelt frem for i ord. Selve teen er en yderst fintmalet grøn macha-te, som serveres i en simpel, men kostbar drikkeskål, overhældt med det varme vand via en bøjet spatel af bambus.

Kameliaer i Europa

Selvom arabiske rejseberetninger fortæller om kinesernes te og tebuske allerede i 800-tallet, så var Marco Polo den første europæer, der fik syn for sagn i Beijing 1275, desværre uden at han skrev om det. Stadig uden skriftlig dokumentation nåede de tre første kameliaplanter ca. 1550 frem til Oporto i Portugal, og i landets nordvestlige hjørne og det spanske Galicien vokser stadig eksemplarer, som skulle stamme fra nogenlunde så langt tilbage.

Teen fulgte med hjemvendte missionærer omkring 1600-tallet, men først senere rullede det også for de blomstrende kameliaer: England 1739, Italien 1760, og omkring 1800 bredt hos europæiske velhavere.

Navnet kamelia

Første europæiske botaniske beskrivelse af en kamelia kom i 1712 fra tyskeren Engelbert Kaempfer, som også bragte pressede blomster og skud hjem fra Japan. Han navngav planten Thea japonica, men det holdt kun til 1735. Da kom der nemlig med ét skik på hele planteverdenen og nyt latinsk navn på kameliaen - i og med at svenskeren Carl von Linné udgav sit første grundlæggende værk "Species plantarum".  Han valgte artsnavnet Camellia japonica til ære for en anden absolut fortjenstfuld tysk/tjekkisk botaniker, Georg Joseph Kamel, der næppe nogensinde har set en kamelia. Kamels bedrift var at han beskrev og tegnede den fillipinske flora og fauna og satte udnyttelsen af planterne som medicin for befolkningen dér i system. Linné gav ved samme lejlighed også tebusken dens latinske artsnavn, Camellia sinensis.